Italien - onsdag den 20. marts 2019

Fra Castellammara del Golfo til Palermo

Forrige dag Oversigt Næste dag

At gå sent i seng er ingen garanti for, at man sover længe. Jeg vågnede ved 3-4 tiden og kunne ikke rigtigt sove mere. Ved 7-tiden stod jeg op og lavede mig en kop kaffe, som jeg nød, mens jeg sad og kiggede ud over vandet.

Vejret var overskyet og med udsigt til regn, valgte vi at rykke teltpælene op og køre til Palermo. Vi havde et par vin- og ølsteder på vej mod Palermo, som vi gerne ville besøge, men de svarede ikke tilbage på vores forespørgsel - så Palermo blev næste mål.

Det meste af den 66 km. lange tur til Palermo gik af en fin motorvej med en formidabel udsigt ud over dybe kløfter og høje bjerge. Desværre var det meget gråt i vejret. Det småregnede og da vi nåede Palermo, væltede regnen ned.

Motorvej E90
Fra motorvej E90

Heldigvis kørte vi næsten ind til camperpladsen på motorvejen. Så undgik vi den værste bytrafik.

Camperpladsen var kun 1,5 km. fra centrum. Det var en aflukket gård mellem en masse højhuse, men i sådan et tilfælde køber man sig til at være tæt på centrum og bo et sted, der er under konstant opsyn. Vi turde ikke bare holde på en havn eller en åben parkeringsplads i en storby som Palermo.

Vi lod det regne af og fik lidt frokost, før vi tog regntøjet med og marcherede mod centrum. Trafikken blev mere intens, efterhånden som vi nærmede os centrum. Bilerne holdt næsten stille i 3 kolonner. Vi kunne bevæge os hurtigere på gåben.

Da vi passerede Porta Nuova, stilnede trafikken af. Den gamle bydel af Palermo var lukket af for biler og busser. Det gav mere plads på vejene, hvor der var en del turister - ikke mindst grupper af unge italienske skolebørn, der åbenbart var på tur.

Porta Nuova i Palermo

Vi besøgte Palermos katedral, der er smukt udsmykket udenfor. Minder mig lidt om det engelske parlament udefra. Indeni er katedralen meget stor og bred - men også forholdsvis mørk.

Cattedrale di Palermo
Cattedrale di Palermo

Den engelske madguru Rick Stein havde været i Palermo på en af sine weekendture og han besøgte det centrale gadekryds Quattro Canti. Han var meget benovet over udsmykningen af de 4 bygninger, der grænsede op til krydset. Og han synes, at det var sjovt at følge den heftige trafik i krydset, hvor biler, scootere og gående kæmpede om pladsen. Men da krydset var blændet (næsten) af, var det nogenlunde til at gå rundt der.

Quatto Canti

Vi drejede til venstre, for at finde et turistkontor. Butikkerne i den del af Palermo var mest souvenir eller madsteder. Her kunne man købe alle afskygninger af italiensk streetfood.

En alternativ pizza. Skålen er lavet af dej

Vi passerede det imponerende Massimo teater, før vi længere oppe drejede til højre. Turistkontoret lå i en sidegade og vi gik indenfor. Men vi nåede kun lige at kigge et minut, så blev lyset slukket og et par medarbejdere var ved at lukke ned. Klokken var 15. Mærkeligt tidspunkt at lukke på. Men de var dog så venlige at give os et bykort. Så måtte vi klare os med det :)

Næste stjerne på vores kort lå et stykke væk, men vi havde fået varmet benene godt op. Det hed Antica Friggatoria Chiluzzo. Vi kunne ikke umiddelbart se, hvad det var for et sted, men vi skridtede derudaf, for at nå dertil.

Det var lidt svært at bevæge sig rundt i distriktet tæt på havnen. Bilerne holdt parkeret overalt. Det var nok det mest vanvittige cirkus, vi har oplevet mht. parkeringer. Fortovene var stort set ikke eksisterende og det var ofte svært at komme imellem bilerne, der holdt meget tæt. Flere steder så vi selvbestaltede parkeringsvagter, der tydeligvis stod og holdt øje med hver sit lille område.

Det var begyndt at dryppe lidt, så kameraet blev i tasken. Vi nåede frem til vores stjernepunkt, men da vi ikke helt vidste, hvad vi ledte efter, var det svært at sige, hvor nøjagtigt det var. Pludselig dukkede et turistbureau op i en lille gade. De bureauer ligger godtnok nogle mærkelige steder. Vi viste en ung pige vores punkt. Hun var i første omgang i tvivl men følte sig så overbevist om, at det var et streetfood marked tæt på. Hun pegede os i den retning, vi skulle gå. Men der var ikke skyggen af et streetfood marked, så vi opgav og satte snuden hjemad. Vejrguderne havde varslet mere regn sidst på eftermiddagen og det var begyndt nu.

Vi fulgte den lidt større gade Via Lincoln tilbage mod camperpladsen. I denne gade lå en del store specialbutikker side om side. Marie kunne f.eks. købe kjoler, der hang på snorlige rækker i alle størrelser og jeg kunne få mig en sicilliansk coppola hat - og jeg kunne selv vælge stoffet dertil.

Længere oppe af gaden dukkede Ballaró markedet op. Her blev solgt især grøntsager og fisk. Det pjaskregnede, da vi gik gennem markedet og der var ikke mange kunder. Vi valgte at gøre et stop ved et sted, hvor vi kunne få en kold øl. Måske ville regnen stilne af, mens vi sad der.

Ballaro markedet i Palermo
Ballaro markedet i Palermo

Stedet var forholdsvis enkelt. Værten jagede et par lokale væk, så vi kunne få et tørt bord ude under markisen. Der var et værre leben omkring os, for der sad en hel del mennesker og de råbte og talte højt til hinanden. De fleste af dem drak ikke noget men sad og stod bare og kiggede.

Regnen stilnede ikke synderligt af, så vi fortsatte hjemad. På vejen kom vi omkring en kirke og lige bag den skulle være en pub. Spillo La Birrateca så meget lukket ud og som sædvanlig var der ingen skilt udenfor med åbningstiderne. Klokken var ca. 17:30, så vi fortsatte hjemad.

Den sidste del af strækningen var velkendt og vi var snart hjemme. Jeg hentede et brød hos en lokal bager mens Marie fyrede op i camperen, så vores tøj kunne blive tørt igen.

Vi var enige om, at til vores program i morgen, ville vi have helt styr på de stjerner, vi har sat, så vi ikke går efter noget, vi ikke helt ved hvad er…

Vi fik lidt tørret skinke til grissinier og brød med rocquefort til aften. Lækkert. Og så fandt vi i øvrigt ud af, at rocquefort ost og mandelvin klæder hinanden fint. Osten er med til at fremhæve mandelsmagen i vinen.

Jeg skrev lidt dagbog men blev træt, så jeg tørnede ind ved 9-tiden. Vi havde også gået en del i dag, så der var en god grund til at være træt.


Forrige dag Oversigt Næste dag